Omkring 2003 repræsenterede WAP mere en trussel end en nyttig funktion for langt de fleste mobiltelefonejere. Hvis man ved et uheld trykkede på den dedikerede knap med globussymbolet på tastaturet, begyndte telefonen straks at oprette forbindelse, og brugerne gik i panik ved at trykke på den røde røre. Denne frygt var fuldt ud berettiget ud fra et økonomisk synspunkt, fordi indstillingerne på telefonen fungerede som en perfekt pengefælde. Tiderne ændrede sig dog langsomt med fremkomsten af GPRS-teknologi, som bragte en helt ny måde at betjene og fakturere mobilnetværket til Tjekkiet.
Grundlæggende forskel i fakturering og princippet om pakketransmission
Ældre opkaldsforbindelser blev faktureret som almindelige telefonopkald pr. minut, mens den nye GPRS-teknologi fungerede på princippet om pakkedatatransmission. Pro For brugeren på det tidspunkt betød dette en revolutionerende ændring, fordi man kun betalte for den faktiske mængde data, der blev overført, ikke for den tid, man brugte på netværket. En person kunne teoretisk set være forbundet hele tiden, men indtil man indlæste en ny side, betalte man ikke en krone. En fundamental fordel ved denne løsning var også, at hvis nogen ringede til dig, mens siden indlæstes, blev dataoverførslen kun midlertidigt afbrudt og automatisk genoptaget, efter at opkaldet var afsluttet. Prisen for denne komfort var hastigheden, som normalt ikke engang nåede op på værdierne for et almindeligt hjemmemodem.
Probetydelig prisforskel mellem WAP og internet
Det virkelige problem på det tidspunkt var den enorme kløft mellem et WAP-adgangspunkt og standardinternettet. Operatørerne opkrævede enorme summer for at indlæse sider via en WAP-profil. Hos Oskar-operatøren lå prisen for en kilobyte downloadet via WAP mellem tredive og fyrre halere. T-Mobile opkrævede tredive til halvtreds halere for den samme tjeneste, og tilsvarende dyrt var det. Eurotlf. At indlæse en enkelt lidt mere farverig WAP-side kan øjeblikkeligt dræne din kredit for mange kroner.
Men hvis en mere teknologisk kyndig bruger manuelt kunne oprette et klassisk internetadgangspunkt på sin telefon, faldt priserne kraftigt. Hos Oskar kunne man surfe på internetprofilen for kun to en halv haler pr. kilobyte. T-Mobile havde et mere komplekst system på det tidspunkt og var de eneste, der skelnede mellem de daglige spidsbelastningstider mellem klokken syv om morgenen og klokken ni om aftenen, men alligevel var deres priser for internetprofilen i enheder af haler. Derudover blev faktureringen foretaget i blokke, oftest fem eller tyve kilobyte, hvilket betød, at det ikke var umagen værd konstant at tænde og slukke for forbindelsen.
Du kunne være interesseret i
Tekniske krav og første ubegrænsede data
For fuldt ud at kunne bruge det mobile internet på din computer, skulle du opfylde flere grundlæggende krav. Du skulle bruge en telefon med GPRS-teknologi og en forbindelse til en bærbar eller stationær computer via et kabel eller den dengang meget populære infrarøde port. Selvfølgelig var et tilstrækkeligt signal også en betingelse, som skulle nå mindst halvdelen af dens rækkevidde. maxima, ellers blev forbindelsen ved med at falde fra hinanden.
De høje priser for downloadede kilobytes varede dog ikke evigt. De første ubegrænsede takster begyndte at dukke op på markedet. Eurotel var de første til at udvikle det revolutionerende Data Non Stop-program, som muliggjorde fuldstændig ubegrænset dataoverførsel til en fast pris på tusind kroner om måneden eksklusive moms. T-Mobile forsøgte at imødegå dette med kampagnetilbud med ubegrænset dataoverførsel på sin Business-tarif, og udviklingen begyndte langsomt at bevæge sig mod internettet, som vi kender det i dag.
